Hvad barnets hjerte er fuld af, flyder digitalkameraet over med

Marius på knap 3 år har fået sit første digitalkamera. Han har vist, at han nogenlunde fornuftigt kan håndtere Morfars kamera og ikke behandler det som legetøj, så nu har han fået sit eget. Og det bliver flittigt brugt til at tage billeder af stort og småt. Det er købt brugt, fordi han skal have lov til at bruge det som sit helt eget uden, at Mor her er bange for, at det går i stykker.

Grunden til at han har fået et digitalkamera, af sin ellers ret så anti-tech mor, er selvfølgelig ikke bare, at det kunne være sjovt. Der er 3 gode grunde til at give sit barn et kamera:

  • Demokratisk dannelse
  • En ny kulturteknik
  • Kreativ udfoldelse
  • Bygge bro
Fotografen selv kan skimtes i fjernsynet

Demokratisk dannelse

Hvordan fører jeg en fornuftig samtale med en knap 3-årig? Ikke bare samtaler om, hvilken vej han skal sidde på toilettet og om det er nødvendigt at kende forskel på højre og venstre gummistøvle. Men samtaler om, hvad der betyder noget for ham. Hvad han holder af, hvad han tænker på, og hvad det mener?

Og hvordan lærer vi et barn, at han/hun er vigtig, at hans stemme tæller og at han er en jævnbyrdig del af familien? At vi voksne lytter og at barnet bliver taget seriøs?

Det er nogle af de ting, jeg synes er sjovest at beskæftige mig med, som tumlingemor. Jeg har overlevet babyfasen, og holdt ungen i live og i trivsel nogenlunde længe og korrekt nok til, at jeg nu kan se det lille menneskes personlighed træde endnu mere i karakter, og jeg kan få tårer i øjnene over, at jeg har været med til at sætte et nyt frit menneske i verden. Jeg glæder mig til at se ham vokse op og få meninger og bruge sin demokratiske ret.

Men den slags sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Det sker, når barnet tidligt lærer, at dets stemme tæller og at de voksne lytter. Forskning viser, at udover at de voksne lytter, så sker demokratisk dannelse, når barnet har rum til at udtrykke sig og når de voksne anerkender barnets udtryk.

En metode til at få adgang til børns tanker og perspektiv er at lade dem tage billeder – en metode, der også anvendes, når der forskes i børns liv, trivsel og miljø, og som jeg lærte at kende da jeg læste på RUC. Digitalkameraet giver barnet rum til at udtrykke sig, og det skaber mulighed for at tale med barnet om billederne, og derved anerkende barnets perspektiv.

Marius tager mange billeder af de voksne, han har omkring sig. Her, Morfar.

Kulturteknik // Digital indfødt

Jeg er meget skeptisk over for begrebet “digital indfødt” og over for glorificeringen af de kompetencer, børn angiveligt får ud af at være digitale og som vi fik tudet ørerne fulde af i 00’erne.

Det digitale sprog er en kulturteknik som vi ALLE skal lære at tale, fordi det 1) er en kulturteknik 2) der er nødvendig for at begå sig i samfundet (Jeg kan varmt anbefale at læse mere om det emne her).

Marius er knap 3 år, og han bruger ikke min smartphone til at spille på. Vi har intet fjernsyn, og ingen tablets, og min computer bruger vi nogle gange til at lege med word og bogstaver. Vi “gamer” ikke, for det synes jeg personligt er noget skrammel.

Og når andre voksne snakker om at deres børn kan slå de voksne i angry birds eller hvad spil nu end hedder, og at det er fantastisk, at barnet kunne swipe, mens det stadig var i ble, fordi “digital indfødt” – så er det eneste ord jeg tænker på: “Skraldespandskompetencer”.

Vi kommer dog ikke udenom, at billeder er blevet en helt enorm del af vores hverdag og vores relationer med andre. Tænk over, hvor mange billeder, du ser i løbet af en dag, på arbejdet, i fjernsynet, på facebook og på instagram. Det er blevet standardmåden at kommunikere og interagere med andre mennesker på. Udover at det er demokratisk dannelse, er det altså også en måde at lære at kommunikere. Ligesom barnet lærer at tale, læse og skrive – så kan man kalde billederne for en ekstra kulturteknik* – og alle har ret til at lære de kulturteknikker, der er nødvendige for at begå sig i samfundet.

Klaveret hos Mormor og Morfar med Marius’ nodebog “Klaverleg”

Kreativ udfoldelse

Udover alt det filosofiske omkring demokrati og kulturteknikker, så er det også en anden måde at lade barnet udfolde sin kreativitet på. Nogle af Marius’ billeder er helt kunstnerisk opstillede, og nogle gange når han har taget billeder af en genstand, beder han om at få taget et billede af ham sammen med genstanden. Han sætter sin egen identitet ind i den verden han affotograferer, en ret kreativ måde at være medskaber af sin identitet på.

Jeg har en ide om, at vi skal have fremkaldt nogle af hans billeder, og se hvordan han vil bruge dem. Om han vil hænge dem op som de er, klippe i dem og lave collager eller noget helt tredje.

Legetøj hos Mormor og Morfar

Brobygning

Marius er delebarn, og selvom vores liv er flettet sammen og vi er meget i hinandens hverdag, så er der tidspunkter, hvor han er hos far uden mor, og hos mor uden far.

En ting er at han som delebarn har “noget af mor” med hjem til far og “noget af far” med hjem til mor, altså at barnet får noget af den fraværende forælder med sig – det Gorden Neufeld kalder at bygge bro gennem savnet. Det er også vigtigt for os, at han mærker, at vi kender til hans hverdagsoplevelser. At mor kender til hans far-hverdagsoplevelser, og at far kender til hans mor-hverdagsoplevelser. Det tror vi på er med til at styrke flowet i barnets hverdag og tilliden til forældrenes samarbejde.

Vi sørger for at snakke med den anden forælder, om hvad vi har lavet med barnet, og inddrager barnet i snakken. Vi har også før tegnet tegninger sammen med ham, som vi har vist til den anden forælder – en slags tegnet fortælle-dagbog. Men begge dele har været formidlet gennem en voksen.

Det bliver rigtig sjovt nu at se, hvordan han vil bruge kameraet, til at formidle hans egen historie.

Closeup på en plade chokolade

Gode råd til billedleg med småbørn

Flere børnehaver bruger digitale medier i hverdagen, og lader også børnene tage billeder. Og de fleste børn har vel haft en smartphone i hånden, og ved at man kan tage billeder med den – noget forældre anno 2017 jo flittigt gør – min holdning til det kræver et indlæg for sig. I den her sammenhæng mener jeg det fede er, at når børn har deres eget kamera, får de noget af smartphone-magten tilbage. Nu kan de SELV tage billeder. Uden fars og mors smartphone som filter.

Marius begyndte at tage billeder da han var 2,7 år – og der er stadig noget tid til han skal i børnehave. Og når han skal i børnehave, så er det en teknik-forladt Rudolf Steiner institution.

Jeg har lavet en lille liste, med nogle huskere til mig selv, baseret på den forskning der findes hvor børn i børnehavealderen tager billeder og mine egne erfaringer med en knap 3-årig.

  • Det skal være en børnestyret aktivitet at tage billederne. Der er ikke meget demokratisk dannelse over projektet, hvis billederne er taget med “ført” hånd. Når der først er instrueret i brugen af kameraet, så lad barnet selv gå rundt, uden en voksen i hælende.
  • Det er en god ide, at billederne skimmes igennem af en voksen, når det ligges på computeren. En 3-årig mister hurtigt interessen, hvis der først skal slettes 100 slørede billede af gulvet.
  • Tal om billederne, når barnet har lyst. Hvis det skal blive til en værdifuld samtale med barnet om billederne, skal det også ske på barnets præmisser. Hvis det bliver en gennemtvunget samtale, når den voksne har tid, får man slet ikke adgang til de tanker, barnet har omkring billedet, og hele ideen går tabt.
  • Stil spørgsmål, uden at vurdere. I stedet for “Nej, et fint billede, hvor er du dygtig” så spørg hvad der er taget billede af, hvor det er henne, hvad der er sket før og efter billedet – og før en samtale med barnet ud fra det.
  • Husk, at der er tale om øjebliksbilleder. Nogle gange har barnet måske ikke meget at sige til billedet, fordi øjeblikket simpelthen er passeret for barnet, og det endnu ikke har samme evne som voksne til at genkalde sig tankerne og bevæggrundende fra da billedet blev taget.

Du kan læse mere om, når børn tager billeder her og her.

Når der er vold i børnebøger

I dag har jeg smidt en af ynglets bøger ud. Den er ikke engang i bæredygtighedens navn sendt til genbrug, men bare direkte i skraldespanden.

Jeg har normalt et rimeligt neutralt forhold til Alfons Åberg. Det er nogle med søde, svenske fortællinger, som der ikke er det store hurlumhej med. Man er rimelig sikker på, at hvis ens barn får en Alfons Åberg bog i hænderne, så kan det ikke gå helt galt. Bare det, at det er en far, der kører solo, har jo nærmeste revolutionært potentiale, selv i 2017.

Og dog.

Vi har næsten lige så mange børnebøger som legoklodser, så det er nemt at finde en ulæst én. I dag blev det så den her, ”Hvem griner sidst?”. Jeg læser derudaf, med ynglet under armen i sofaen. Kort resume; Alfons og Mille har gjort klar til en sjov leg, de skal lege, når deres fætre kommer. Da fætrene kommer, er de lidt nogle narhatte, der ødelægger legen. Alle bliver uvenner. Far griber ind.

Jeg er ikke det fjerneste bleg for at redigere i bøger, og har intet problem med, at jeg en dag skal stå på mål for det, når Marius opdager det. Så da jeg nåede til siden her, gik jeg bare i gang med at strege ud.

”Får Alfons og Mille smæk nu? Smæk i den bare numse – sådan rigtigt? ”Man må da ikke…slå børn, vel?” mumler fætrene forsigtigt.”.

Da en hel børnebog selvfølgelig ikke kan have voksnes vold mod børn (ja det er vold, selvom man kalder det smæk) som omdrejningspunkt, tænker jeg, at det bare er en udstregning og så kan vi læse videre.

Men nej. Resten af bogen handler om, at Far tager Alfons og Mille med ind på et værelse. Først er de bange, for nu skal de have ”smæk”. Men så siger far, at nu skal de give fætrene en lærestreg. Far klapper i hænderne og Alfons og Mille hyler op. Fætrene har smuglyttet og tror, at Alfons og Mille får ”smæk”. De er skrækslagne, da Alfons og Mille kommer ud, og Far nu siger, det er deres tur, hvis de da ikke rydder op. Fætrene vælger at rydde op.

Jeg ved ikke helt hvad moralen i bogen er. At når nogen er nogle store nok narhatte, så må man godt narre dem til at tro, at man får tæsk (undskyld, ”smæk”) hvis man ikke rydder op?

Can’t. Even.

Vold mod børn er ikke sjovt. Det skal ikke karikeres. Det skal ikke bruges som trussel. Det er forkert. Det er forbudt. Punktum.

I mit yngels verden er der absolut nultolerance over for vold, både hos far, hos mor og hos bedsteforældre. Vold hverken kan eller skal undskyldes med, at det er en børnehistorie, at det er for sjov, at det er en trussel, at han er en dreng (!) eller what so ever.

Er jeg en naiv, hysterisk curlingmor, der tror jeg kan skærme mit barn fra vold resten af hans liv?

Nej. Jeg er bare ikke et sekund i tvivl om, hvad der skal være i mit barns liv og hvad der ikke skal. Og så mener jeg ikke, at børn bliver mere robuste voksne af at blive udsat for historier om voldstrusler fra barnsben.

Jamen, hvordan kan man være fortaler for børnemagt og mere ligestilling mellem børn og voksne, når man skjuler bøger for ens barn?

Børnemagt og ”childism” er absolut ikke det samme som, at børn får lov til alt. Vend situationen om og tænk: Ville jeg fortælle en historie for en kæreste/mor/søster, for at narre vedkommende til at tro jeg ville gøre dem fortræd, hvis de ikke ryddede op? Svaret er forhåbentligt nej. Så derfor er det netop børnemagt, ikke at fortælle sådan nogle historier til sit barn.

Derudover kan jeg jo også lige nævne elefanten i rummet, nemlig: VOLD MOD BØRN ER FORBUDT! Også psykisk vold. Som man må sige trusler om vold er. Så det kan jo i det hele taget undre at Gyldendal har valgt at udgive bogen.

I et analysenotat fra Børnerådet kan man læse at 17 pct. af børnene i 7. klasse er i tvivl om, hvorvidt forældre må ruske deres børn, og 20 pct. tror, at ældre søskende må slå mindre søskende i forbindelse med et skænderi. Når børn i 13-14 års alderen ikke ved klar besked, så gælder det nok også for de langt yngre børn, ik?

Børn skal have klar besked. Vold er forkert og vold er forbudt. Også psykisk vold, herunder trusler om vold.

Mvh.

Den hysteriske, naive curlingmor.

 

Fakta om vold mod børn fra redbarnet.dk

  • Hvert 6. barn har været udsat for fysisk vold i hjemmet i 2016. Det svarer til, at der i en skoleklasse på 24 elever sidder 3-4 børn, som har været udsat for vold.
  • Hvert 12. barn har været udsat for psykisk vold fra forældre
  • 5 pct. af børn og unge mellem 7-18 år har været udsat for grov vold
  • Vold og overgreb især foregår i familier, der i forvejen har problemer. Fx har børn, der vokser op i brudte familier (fx pga. skilsmisse og anbringelse), større risiko for at blive udsat for vold eller overgreb

Kilde: SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016